Udstyr

Har man en røreskål eller to og en ovn er man sådan set klar til at bage brød.
Men der findes en hel del ustyr der gøre bagning lettere eller hjælper med at give et bedre slutprodukt.

Bagesten
En bagesten gør en stor forskel når man bager i en almindelig oven. Stenen lægges i den kolde ovn og varmes godt op (mindst 45 minutter, gerne en time). Det hævede brød lægges på den varme(!) bagesten ved hjælp af en pizzaspade eller et stykke kraftigt pap.
Dejskraber
Ikke en dejskraber med skaft, men sådan et lille stykke hårdt plastik. Skraberen er fast nok til at kunne skrabe klistret dej af bordet og fleksibel nok til at kunne skrabe bunden af en rund skål. Den koster mellem 10 og 20 kroner og gør livet meget nemmere, især når man arbejder med en våd og klistret dej.
Dejskrabere kan også fås i mere solid udførsel i metal eller hårdere plast. Denne udførsel kaldes også for dejskærer, og den er netop rigtig god til at dele dejen når man bager boller eller flere brød af samme dej. Sådan en er god at have, men kan ikke erstatte den fikse lille plastiksag.
Hævekurv
Hævekurven hjælper en våd dej til at hæve opad i stedet for udad når det formede brød efterhæver. Brødet vendes ud af kurven lige inden bagning. Man kan købe hævekurve af pil, der giver et flot mønster på brødet, men man kan også bruge en almindelig kurv som man forer med et viskestykke.
Hævekurven eller viskestykket drysses/gnubbes grundigt med et godt lag groft mel inden dejen lægges i, så man undgår at brødet klister fast. Hævekurve vaskes ikke, men børstes eller støvsuges grundigt og står til tørring før de pakkes væk. Det mel der sætter sig efter en tids brug er med til at imprægnere kurven så dejen ikke hænger i. Med et par måneders mellemrum kan kurven tørres i ovnen for at holde hygiejnen i top. Viskestykker bliver ligeledes bedre af at blive brugt, men husk at de skal tørre grundigt inden de pakkes væk. Jeg vasker mine viskestykker en gang i mellem, men ikke hver gang jeg har brugt dem.
Digitalvægt
Man kan sagtens bage brød uden en vægt, men det er sværere at få et ensartet resultat. Jeg synes det er en fordel at vide præcis hvad det er man laver når man bager, fordi det bliver lettere at gøre sig erfaringer. Lidt mere vand, groft mel eller surdej i en opskrift kan gøre en stor forskel for et brød. Hvis man lige rammer den blanding hvor man tænker "wauw" er det altså virkelig ærgerlig, hvis man ikke kan gøre det igen fordi man bagte på slump.
Digitale vægte kan fås for 100-200 kroner, køb en med 1 grams interval. Og køb så også lige en notesbog, så du kan skrive noter til opskrifter og samle erfaringer og tips. Det er guld værd.
bageudstyrbageudstyrhævekurvehævekurvehævekurvehævekurve